Opfølgende spørgsmål: Luk op eller luk ned? To veje og vores anbefaling

Det uddybende spørgsmål tager et ord eller en sætning fra gæstens svar og beder om mere. Hvis gæsten siger, at prøverne var hårde, kan du spørge: Hvad gjorde dem hårde? Spørgsmålet er lille, men det viser, at du hørte efter, og det holder samtalen på samme spor.

Styrken er tempoet og præcisionen. Du får hurtigt den detalje, du manglede, og du undgår, at et svar står uklart hen. I et lille studie, hvor tiden er afmålt, er det et praktisk værktøj, fordi det ikke bruger lang taletid.

Svagheden er, at det kan lyde som en forhørsleder, hvis du bruger det i række. Tre uddybende spørgsmål lige efter hinanden kan give gæsten følelsen af, at svarene ikke er gode nok. Det mærker man især hos gæster, der ikke er vant til mikrofonen, og her skal du være varsom.

Det åbne opfølgende spørgsmål giver gæsten plads til at vælge retning. I stedet for at pege på en detalje siger du for eksempel: Fortæl mere om, hvordan det føltes dengang. Gæsten bestemmer, hvad der er værd at fortælle, og det giver ofte det mest levende materiale.

Styrken er tilliden. Gæsten oplever, at du er nysgerrig og ikke på jagt efter et bestemt svar. Det passer godt til samtaler om kultur, hvor erindringer, oplevelser og meninger er det, lytteren gerne vil høre om.

Svagheden er, at samtalen kan flyde ud. Et meget åbent spørgsmål kan give et langt svar, der fjerner sig fra emnet, og så skal du som vært bruge tid på at samle tråden igen. Det kræver, at du har din research i orden, så du ved, hvad der er værd at vende tilbage til.

I en øvelse på kurset lod vi to elever interviewe den samme medspiller om en oplevelse fra en teaterscene. Første elev brugte næsten kun korte uddybende spørgsmål. Samtalen blev ryddelig og kort, men medspilleren sagde bagefter, at det føltes som at aflevere svar på bestilling.

Anden elev brugte åbne opfølgende spørgsmål og lod pauserne stå. Samtalen blev længere og varmere, og der kom en detalje frem, ingen havde planlagt: en lille fejl under en forestilling, som gæsten kunne grine af. Den sekvens var den, alle huskede.

Til gengæld kom anden elev bagud i tid og nåede ikke to af de planlagte emner. Det er prisen ved den åbne vej. Ingen af de to forløb var forkerte, men de viste tydeligt, hvad hver teknik koster, og hvad den giver. Eleverne fik selv lov at mærke forskellen, og det virker bedre end en forklaring.

Anbefalingen er enkel. Start med det åbne opfølgende spørgsmål, når gæsten har givet dig noget at arbejde med, og lad svaret komme hele vejen ud. Brug derefter ét uddybende spørgsmål til at samle den detalje, du vil bygge videre på. Rækkefølgen betyder noget: først rummet, så præcisionen.

Hvis du er nybegynder, så øv dig i at vente to sekunder efter svaret, før du vælger. Den korte pause redder mange samtaler, fordi gæsten ofte selv fortsætter. Skriv dine opfølgende spørgsmål ned efter hver øvelse og læg mærke til, hvilken slags de var.

Er du i tvivl, så vælg den åbne vej, når samtalen handler om oplevelser, og den uddybende, når den handler om fakta. Med lidt træning vil du opdage, at du skifter mellem dem uden at tænke over det, og det er netop målet med modulet.

Find en ven eller et familiemedlem og bed om fem minutters samtale om en oplevelse fra efteråret, for eksempel en tur eller en bog. Optag samtalen med en telefon, hvis du har lov, og lyt den igennem bagefter med en blyant i hånden.

Marker hvert opfølgende spørgsmål og skriv ved siden af, om det var åbent eller uddybende. Se på, hvor samtalen blev levende, og hvor den stoppede op. Du vil som regel kunne pege på et enkelt spørgsmål, der gjorde forskellen.

Gentag øvelsen med en anden person og skift bevidst strategi. Efter to eller tre runder har du et personligt mønster, du kan arbejde videre med. På kurset gennemgår vi netop den slags optagelser sammen, men du kan sagtens begynde hjemme ved køkkenbordet.