Fra tom side til baggrundsmappe: Idas research til sit første interview
Jonas Kristensen
5 min. læsetid
Ida skulle interviewe en lokal forfatter og vidste ikke, hvor hun skulle begynde. Her følger forløbet, hvor hun lærte at finde kilder og vælge emner, der var værd at spørge til.
Idas udgangspunkt
Ida kom til kurset i begyndelsen af efteråret med en konkret opgave: hun skulle lave en kort samtale med en lokal forfatter til en skoleradio. Hun havde læst forfatterens seneste bog og mente derfor, at hun var klar. Til første undervisningsgang medbragte hun to sider med spørgsmål, skrevet i den rækkefølge, de var faldet hende ind.
Jeg underviser i medieformidling, så jeg mødte Ida i øvelserne om det første møde med mikrofonen. Det var dér, jeg lagde mærke til, at hendes spørgsmål næsten alle kunne besvares med et ja eller et nej. Det var ikke en fejl i hendes sprog. Det var et tegn på, at hun manglede noget at spørge ud fra.
Hun sagde det selv ret hurtigt: hun vidste, hvad hun havde lyst til at høre, men ikke, hvad gæsten havde at fortælle. Det blev udgangspunktet for resten af forløbet.
- Opgaven: en kort samtale med en lokal forfatter
- Materialet: én læst bog og to sider løse spørgsmål
- Udfordringen: spørgsmål uden dybde
Første trin: at finde kilder man kan stole på
Vi begyndte med at sortere. Ida havde fundet mange sider om forfatteren, men hun kunne ikke sige, hvor oplysningerne kom fra. Vi gennemgik hver enkelt og spurgte: hvem har skrevet det, hvornår, og kan det bekræftes et andet sted?
Det viste sig, at to af hendes oplysninger kun stod på én enkelt personlig side og ikke kunne genfindes. De røg ud af mappen. Tilbage blev forfatterens egne tekster, offentligt tilgængelige oplæg og anmeldelser, hvor det var tydeligt, hvem der stod bag.
Pointen er ikke, at man skal mistro alt. Den er, at man skal vide, hvad man står på. En gæst mærker hurtigt, om du har gjort dig umage, og en fejl i en indledning kan koste tilliden, før samtalen er begyndt.
- Notér altid afsender og tidspunkt
- Kontrollér vigtige oplysninger et andet sted
- Skil det sikre fra det, du kun tror
Baggrundsmappen tager form
Næste skridt var at samle det hele i en baggrundsmappe. Ida lavede en enkel struktur med fire dele: gæstens vej, værkerne, de temaer der går igen, og ting hun ikke var sikker på. Den sidste del blev den mest brugte.
Mappen skulle ikke læses op. Den skulle fungere som et sikkerhedsnet, hun kunne kigge i, hvis samtalen gik i stå, eller hvis hun ville tjekke et årstal. Vi talte om, at en god mappe er kort nok til at blive brugt under optagelsen.
Ida overvejede først at printe alt ud. Hun endte med tre sider, og det var nok. Hun sagde bagefter, at det havde givet hende ro at vide, hvor tingene stod.
- Gæstens vej og værkerne
- Temaer der går igen
- En liste over det, du endnu ikke ved
At vælge de emner, der er værd at spørge til
Nu kom det sværeste: at vælge. Ida havde samlet over tyve mulige emner og havde tid til en samtale på omkring femten minutter. Vi satte hvert emne op mod to spørgsmål: kan gæsten sige noget, som ikke allerede står i en anmeldelse, og vil en lytter uden kendskab til bogen følge med?
Hun sorterede dem til fem. Ét af dem, som hun havde glædet sig meget til, faldt fra, fordi svaret allerede var offentligt kendt. Det var et lille nederlag, men hun erkendte, at det gav plads til noget bedre.
Det er min erfaring, at udvælgelsen er der, hvor research bliver til formidling. At vide meget er ikke det samme som at vide, hvad der er værd at tage frem.
- Spørg: hvad kan kun gæsten sige?
- Spørg: forstår en ny lytter det?
- Vælg få emner frem for mange
Fra emner til spørgsmål
Med de fem emner skrev Ida nye spørgsmål. Hun omskrev dem, så de begyndte med hvordan eller hvad skete der, og ikke med er du enig i. Det ændrede tonen mærkbart, da vi øvede dem højt med en medstuderende i rollen som gæst.
I øvelsen svarede den medstuderende længere og mere frit, end Ida havde regnet med. Hun måtte slippe sit manuskript og lytte, og det var netop det, mappen skulle give hende lov til.
Vi talte også om at lade et spørgsmål hvile. Ida havde en tendens til at fylde pausen ud. Hun øvede sig i at tælle til to, før hun gik videre, og lagde mærke til, at svarene blev mere personlige.
- Begynd gerne med hvordan eller hvad skete der
- Slip manuskriptet, når gæsten åbner sig
- Lad pausen stå et øjeblik
Hvad Ida tog med sig
Da hun gennemførte samtalen, havde hun tre sider i mappen og fem emner i hovedet. Hun fortalte bagefter, at hun for første gang følte, at hun havde noget at stå på uden at skulle holde fast i det.
Forløbet gav hende ikke en garanti for en perfekt samtale, og det lovede vi heller ikke. Men hun havde lært en metode, som hun kunne bruge igen til næste gæst: find kilder, byg mappen, vælg få emner, og skriv spørgsmål, der åbner.
Det er den slags arbejde, vi træner i modulet om research til interviews. Det kræver tid, men det er tid, der kan mærkes, når mikrofonen er tændt.
Idas forløb viser, at research ikke handler om at samle mest muligt, men om at vide, hvad man kan stole på, og hvad der er værd at spørge til. Med få kilder, en kort mappe og fem gennemtænkte emner kunne hun gå ind i samtalen med ro og lytte i stedet for at læse op. Den metode kan du øve dig i, uanset hvem din gæst er.