Fra filmanmeldelser til samtale: Idas vej ind i kulturstoffet
Mette Skovgaard
6 min. læsetid
En kort fortælling om Ida, der kom til kurset med lyst til at tale om film og bøger, men manglede en måde at sætte dem ind i en sammenhæng på.
Idas udgangspunkt
Ida kom til kurset i begyndelsen af efteråret. Hun havde set mange film, læst en del romaner og gik jævnligt i teatret i Viborg, så stoffet manglede ikke. Det, hun savnede, var en måde at tale om det på, når hun sad over for en gæst i en øvelsessamtale. Hendes spørgsmål endte tit som en opremsning af titler: har du set denne, har du læst hin.
Da vi talte om det i den første uge, sagde hun det ligeud: hun følte, at hun vidste meget, men ikke kunne bruge det. Hendes forberedelse bestod af lange lister over værker, og når samtalen først gik i gang, kunne hun ikke finde ud af, hvilken tråd hun skulle trække i. Det er en meget almindelig situation hos dem, der elsker kultur, og den er til at arbejde med.
Jeg bad hende vælge ét værk, hun holdt af, og fortælle mig, hvorfor det betød noget for hende. Svaret kom hurtigt og var varmt. Det blev vores første fælles observation: det personlige svar er ofte et bedre udgangspunkt end den lærde fremstilling.
Fra emne til sammenhæng
I modulet om kulturelle emner arbejder vi med film, musik, litteratur og scenekunst, og pointen er ikke at kunne det hele. Pointen er at se, hvordan et værk hænger sammen med noget andet: en tid, et sted, en tidligere kunstner eller en bestemt oplevelse hos publikum. Ida fik til opgave at tegne et lille kort over sit eget emne.
Hun valgte en roman, hun havde læst to gange, og en filmatisering, hun havde en klar mening om. På kortet skrev hun, hvad bogen handlede om, hvad filmen havde ændret, og hvilke spørgsmål forskellen rejste. Pludselig var der ikke længere to separate titler, men en samtale mellem to udtryksformer, og den kunne hun spørge ind til.
Kortet tog hende en aften at lave og fyldte en enkelt side. Det var netop meningen. Et kort, der kan overskues, er til at huske, mens man taler, og det gør forskellen mellem at læse op fra sine noter og at lytte til sin gæst.
- Vælg ét værk, du kender godt
- Find en forbindelse til et andet værk eller en anden tid
- Skriv to åbne spørgsmål, der udspringer af forbindelsen
Øvelsen med den fiktive gæst
Næste skridt var en øvelse, hvor Ida skulle interviewe en fiktiv gæst, en pensioneret scenograf, som en af de andre kursister spillede. Rollen var opdigtet til øvelsen, og det gav begge parter frihed til at prøve ting af uden at skulle holde sig til virkelige personers historier.
Idas første udkast til spørgsmål var stadig for lukkede. Hun spurgte, om scenografen havde syntes om en bestemt opsætning, og svaret var et kort ja. Vi talte om, hvordan hun i stedet kunne spørge, hvad der var sværest ved at lave et rum, som publikum skal tro på. Samme emne, men en helt anden åbning.
I anden runde mærkede hun selv forskellen. Gæsten begyndte at fortælle om materialer, lys og om at bygge noget, der skulle forsvinde igen efter sidste forestilling. Ida holdt sig til sit kort, men turde forlade det, da samtalen bevægede sig et andet sted hen, end hun havde regnet med.
Hvad hun lærte om at lytte
Det, Ida selv fremhævede bagefter, var, at forberedelsen ikke skulle bruges til at vise, hvor meget hun vidste. Den skulle give hende ro til at lytte. Når hun kendte sammenhængen, kunne hun høre, hvornår gæsten sagde noget nyt, og følge op med et spørgsmål, der hang direkte på det sagte.
Vi øvede også at holde pauser. Mange begyndere fylder stilheden med endnu et spørgsmål, men en kort pause giver ofte gæsten plads til at uddybe. Ida optog sig selv og lyttede efter, hvor hun var kommet for tidligt ind. Hun fandt tre steder i en optagelse på otte minutter og rettede dem i næste forsøg.
Hun lagde også mærke til sit sprog. Hun brugte mange store ord om kunst, som ikke kom naturligt, og dem skar hun fra. Gæsten forstod hende bedre, og lytteren ville også gøre det. Enkelt sprog er ikke fladt, men ærligt over for det, man faktisk vil spørge om.
- Forberedelse giver ro, ikke manuskript
- Korte pauser åbner for uddybning
- Enkelt sprog gør spørgsmålet tydeligere
Det, der ikke er gjort på én uge
Det ville være pænt at skrive, at Ida efter en uge kunne alt. Sådan er det ikke. Hun øvede sig hver uge i flere måneder, og nogle dage gik det dårligere end andre. Når hun valgte et emne, hun ikke selv brændte for, blev spørgsmålene stadig flade, og det måtte vi snakke om.
Kurset giver ingen garanti for, hvad man kan bruge det til bagefter. Ida arbejder ikke i medierne og har ikke planer om det. Hun laver i stedet små samtaler med medlemmer af sin læsekreds, som hun optager til eget brug. Det er en realistisk anvendelse, og den passer til, hvad modulet kan give.
Det, hun tog med sig, er en arbejdsmåde: vælg et værk, find sammenhængen, formulér åbne spørgsmål og vær klar til at lægge noterne fra dig. Den metode kan bruges på film, musik, litteratur og scenekunst, og den kræver ikke andet end tid og nysgerrighed.
Det kan du tage med dig
Hvis du kender Idas udgangspunkt, så start småt. Vælg et enkelt værk og skriv ned, hvorfor det betyder noget for dig. Find derefter ét andet værk eller én anden tid, det kan sættes sammen med, og skriv to spørgsmål, du selv gerne ville svare på.
Øv det højt med en ven eller en medkursist, gerne med en rolle, I har aftalt på forhånd. Lyt til optagelsen bagefter og noter, hvor du talte for meget. Gentag med et nyt værk næste uge. Kulturstoffet bliver først brugbart, når du har prøvet at tale om det med en anden, og det er netop den træning, kurset lægger op til.
- Start med ét værk, ikke en liste
- Øv med en rolle og optag dig selv
- Gentag med nyt stof hver uge
Idas forløb viser, at kulturelle emner ikke kræver encyklopædisk viden, men en måde at sætte værker ind i en sammenhæng på og stille spørgsmål, der kommer af nysgerrighed. Hun startede med en liste af titler og endte med et kort, to åbne spørgsmål og ro til at lytte. Det er en beskeden gevinst, men den kan bruges i alle samtaler om kunst.