Fem faldgruber i opfølgende spørgsmål og hvordan du undgår dem

Et spørgsmål som: Var det en svær tid? inviterer til et ja eller nej. Gæsten svarer ja, og så står du dér med tavsheden og skal finde på noget nyt. Mange tror, at det er gæsten, der er tilbageholdende, men oftest ligger problemet i, hvordan spørgsmålet er bygget.

Du behøver ikke slippe lukkede spørgsmål helt. De er nyttige, når du vil afklare en detalje eller sikre, at du har forstået rigtigt. Fejlen opstår, når de bruges som det egentlige opfølgende spørgsmål, hvor du i virkeligheden gerne vil have en historie.

Omformuler i stedet. Spørg: Hvordan oplevede du den tid? Eller: Hvad var det sværeste ved den periode? Det lyder næsten ens, men åbner for en fortælling frem for en bekræftelse. Et andet greb er at bruge gæstens egne ord: Du sagde, det føltes uvirkeligt, hvad mener du med det?

Skriv tre lukkede spørgsmål ned fra et tidligere interview eller en øvelse, og omskriv dem. Du vil mærke, at det kræver, at du ved, hvad du faktisk vil vide. Det er ofte den egentlige forklaring på de lukkede spørgsmål: Du var ikke helt sikker på, hvad du ledte efter.

Nogle gange siger gæsten noget, der rammer. Der kommer en pause, en lille latter eller et svar, der er mere personligt, end du forventede. Her flygter mange elever til næste punkt på listen, fordi de vil skåne gæsten eller sig selv.

Det er en forståelig refleks, men den kan efterlade gæsten med en fornemmelse af, at det, hun sagde, ikke var værd at tage alvorligt. Respekt betyder ikke at undgå det svære. Det betyder at spørge med omtanke og lade gæsten bestemme, hvor langt hun vil gå.

Et godt greb er at anerkende, før du spørger videre. Sig for eksempel: Det lyder som noget, der fyldte meget. Vil du fortælle lidt mere, eller skal vi gå videre? Så giver du gæsten et ægte valg. Mange vælger at fortælle, netop fordi de bliver spurgt pænt.

Husk også, at du har aftalt rammerne i førsamtalen. Hvis gæsten har sagt, at et emne ikke skal behandles, respekterer du det uden at presse. Det er ikke at spørge opfølgende, men at overtræde en aftale. Forskellen skal du kunne mærke i kroppen, og den øver vi gennem rollespil, hvor du både er vært og gæst.

Mange begynder at sige mm, ja og præcis midt i gæstens sætninger. Det føles som aktiv lytning, men i en optagelse bliver det til støj, der er svær at klippe fra, og som får gæsten til at tabe tråden.

Aktiv lytning handler om kroppen og blikket, ikke om lyde. Nik, hold øjenkontakt, og lad gæsten tale færdig. I et radio- eller podcastformat er det næsten alt, du har at byde på, mens mikrofonen er tændt, fordi lytteren ikke kan se dig.

Det kræver øvelse at være stille og alligevel vise engagement. Prøv at optage dig selv i en øvelse og lyt bagefter. Tæl, hvor mange gange du siger noget, mens gæsten taler. De fleste bliver overraskede over tallet, og det er en nyttig måde at få øje på sin egen vane.

Lyt også efter, hvornår gæsten selv holder en lille pause. Ofte er det ikke afslutningen, men et åndedrag før det vigtigste. Hvis du fylder pausen, mister du det. Giv hende to sekunder mere, end du synes er rimeligt, og se, hvad der kommer.

Nogle opfølgende spørgsmål er i virkeligheden små foredrag. Du siger: Det minder mig om en ting, jeg læste, og så fortæller du i et halvt minut, før du når til spørgsmålet. Gæsten bliver tilskuer til din research i stedet for hovedpersonen i samtalen.

Researchen er vigtig, men den skal tjene spørgsmålet, ikke omvendt. Brug det, du ved, til at stille præcise spørgsmål, ikke til at demonstrere, at du har læst på lektien. Gæsten ved godt, at du har forberedt dig, når dine spørgsmål er velvalgte.

En enkel tommelfingerregel er at holde spørgsmålet under en eller to sætninger. Hvis du har brug for kontekst, så giv den kort og stil spørgsmålet med det samme. Lytteren husker nemmere et kort spørgsmål, og gæsten ved, hvad der forventes.

Spørg dig selv, før du taler: Hvem har glæde af det, jeg er ved at sige? Hvis svaret er mig, så vent. Det gælder især i kulturelle samtaler, hvor det er fristende at vise bredde, men hvor gæstens egen oplevelse er det, lytteren er kommet for.

Fejl forsvinder ikke af at blive nævnt. De forsvinder, når du erstatter dem med en ny vane, og det kræver gentagelse i små doser. Vælg én fejl ad gangen og arbejd med den i en uge, i stedet for at forsøge at rette alt på én gang.

En øvelse, jeg ofte bruger, er tre spørgsmål i træk. Gæsten fortæller noget, og du må stille tre opfølgende spørgsmål, der alle bygger på det forrige svar, før du må skifte emne. Det tvinger dig til at blive hos gæsten og opdage, hvor meget der gemmer sig i et enkelt svar.

Lyt dernæst til dine egne optagelser. Det er ubehageligt i starten, men det er den hurtigste vej til at høre, hvad du faktisk gør. Notér et eller to konkrete punkter og tag dem med ind i næste øvelse.

Bed en medelev om feedback, og vær selv ærlig, når du giver den. Ros det, der virkede, og peg på ét sted, hvor et spørgsmål kunne have åbnet mere. På den måde bygger I begge en vane, der holder, også når mikrofonen er tændt og ingen kigger med.