Bag kulisserne: sådan bygger vi øvelser i opfølgende spørgsmål
Louise Pedersen
5 min. læsetid
Louise Pedersen viser, hvordan øvelserne i opfølgende spørgsmål bliver til: fra optagelser og noter til de små justeringer, der får en samtale til at åbne sig.
Hvor en øvelse begynder
Når jeg skal lave en ny øvelse i opfølgende spørgsmål, starter jeg aldrig med spørgsmålene. Jeg starter med en lille situation, som en elev kan genkende: en gæst, der svarer kort, fordi hun er nervøs, eller en der fortæller noget uventet midt i en sætning. Situationen skrives ned på et enkelt ark, og så spørger jeg mig selv, hvad intervieweren egentlig skal høre efter.
Det lyder banalt, men det er her det meste af arbejdet ligger. En øvelse, der kun beder eleven om at finde på gode spørgsmål, bliver hurtigt til en liste, man læser op. En øvelse, der beder eleven om at høre, hvad gæsten lige har sagt, og vælge ét sted at gå videre, træner det, som faktisk skaber en samtale.
Alle scenarier i kurset er opfundne til undervisningen og bygger på almindelige situationer, ikke på rigtige personer.
Lyttematerialet og håndskrevne noter
Til hver øvelse hører et kort lydoptræk, som Rasmus og jeg indspiller i studiet. Vi læser en gæstes svar op på flere måder: roligt, tøvende, med en afbrudt tanke. Eleverne lytter og noterer i margenen, hvad der stikker ud. Et ord, der gentages, en pause, et emne gæsten bevæger sig væk fra.
Jeg beder bevidst om håndskrevne noter først. Når man skriver i hånden, er man tvunget til at vælge, og valget er præcis det, vi træner. Bagefter sammenligner vi noterne i gruppen. Det er forbløffende, hvor forskellige to personer kan høre det samme svar, og den forskel bliver ofte det bedste udgangspunkt for en snak om, hvilket spor der er værd at følge.
Lydfilerne bliver kun brugt i undervisningen og er ikke offentligt tilgængelige.
- Lyt første gang uden at skrive
- Marker ét ord eller én pause, der vakte din nysgerrighed
- Skriv ét opfølgende spørgsmål, ikke fem
Spørgsmålet, der lukker, og spørgsmålet, der åbner
I øvelserne arbejder vi med par af spørgsmål. Det første er det, mange stiller af refleks: Var det svært? Det andet åbner mere: Hvad var det første, du tænkte, da du stod der? Forskellen ligger sjældent i ordene alene, men i, hvor meget det lader gæsten bestemme.
Jeg lader eleverne selv prøve at omskrive lukkede spørgsmål, og vi taler om, hvad der sker i rummet, når man gør det. Nogle bliver overraskede over, hvor lidt der skal til. Ofte er det nok at fjerne et ord som bare eller ikke også og i stedet bede om en beskrivelse.
Vi øver også det modsatte. Et åbent spørgsmål er ikke altid bedst. Hvis gæsten er træt eller tøvende, kan et enkelt, afgrænset spørgsmål give ro, og så kan man åbne igen bagefter.
Pauser, tempo og stilhed
Det mindst håndgribelige i øvelserne er stilheden. Jonas har lært mig, hvor meget en pause på to sekunder kan gøre i en optagelse, og vi bygger den ind som en fast del af træningen. Eleverne stiller et spørgsmål og tæller stille til tre, før de siger noget mere.
Det føles næsten uudholdeligt første gang. Men gæsten bruger ofte netop den pause til at tilføje det, der egentlig er interessant. Vi optager øvelsen og lytter bagefter, og de fleste kan selv høre, hvor de skyndte sig ind i gæstens tanke.
Jeg sætter ikke mål for, hvor lange pauser skal være. Hver samtale har sit eget tempo, og målet er, at eleven kan mærke det, ikke at følge en regel.
Hvad vi justerer undervejs
Ingen øvelse er færdig, første gang den bruges. Efter hvert hold gennemgår jeg, hvor eleverne gik i stå, og hvor de var for hurtige. Hvis tre personer misforstår en opgaveformulering, er det opgaven, der skal skrives om, ikke eleverne, der skal forklares bedre.
Nogle gange viser det sig, at et scenarie er for fyldt. Gæsten siger fire interessante ting på én gang, og eleven lammes af valget. Så skærer vi ned til to spor og lader eleven øve at vælge. Andre gange er scenariet for fladt, og vi tilføjer en detalje, for eksempel en bemærkning om en bog eller en film, så der er noget at gribe fat i.
Den slags rettelser sker typisk i efterårsmånederne, hvor holdene er nye, og vi har mest tid til at lytte til, hvad der virker.
- Skær scenariet ned, hvis valget bliver for stort
- Tilføj en konkret detalje, hvis samtalen går i stå
- Omskriv opgaven, før du forklarer eleven
Hvad du selv kan tage med hjem
Du behøver ikke et studie for at øve dig. Tag en kort optagelse af en samtale med en ven eller et familiemedlem, hvor du har aftalt et emne på forhånd, og lyt den igennem bagefter med en blyant i hånden. Marker de steder, hvor du kunne have fulgt et spor, men valgte at gå videre til næste punkt på listen.
Prøv også at skrive dine forberedte spørgsmål på små kort og lægge dem væk undervejs. Når du ikke kan se dem, er du nødt til at lytte, og spørgsmålene bliver til dem, gæsten faktisk inviterer til.
Det er den vane, vi arbejder på i alle øvelserne: at lade samtalen styre, og at bruge forberedelsen som et sikkerhedsnet snarere end et manuskript.
Opfølgende spørgsmål lærer man ikke af lister, men af at lytte, vælge og justere igen. Derfor bygger vi øvelserne op omkring små situationer, kort lyd og håndskrevne noter, og derfor ændrer vi dem, så snart et hold viser os, hvor de halter. Tag gerne den tilgang med dig, uanset om du øver i et studie eller ved køkkenbordet.